Brøndby:DOX: Petrolheads
Kulturhuset Brønden • Brønden
Brøndby Strand Centrum 60 -, 2660 Brøndby
En hjertevarm dokumentar om to helt særlige venner, der kører de danske landeveje tynde for at finde en brugt Honda Civic, der måske kan gøre livet bare lidt mere normalt.
Beskrivelse
Brøndby:DOX viser i samarbejde med CPH:DOX helt nye nationale og internationale dokumentarfilm i uge 11 og 12.
Om dokumentaren ’Petrolheads’:
Martins største drøm i livet er at være normal, men den drøm har han for længst opgivet. Som 9-årig fik han påvist en udfordrende cocktail af svære diagnoser, og nu er alt, hvad han ønsker sig, at blive den lykkelige ejer af en Honda Civic fra ’94.
Han deler sin altoverskyggende passion for motorer med sin bedste ven Casper. De bruger alle deres vågne timer på at spotte, køre og tale om biler, og de føler sig begge ekskluderede fra fællesskabet på grund af deres udfordringer. Kun når de sidder bag rattet, føler de sig normale.
Sammen sætter de kursen mod en brugtvognsforhandler i Tyskland for at indfri Martins drøm om at blive bilejer. Men venskabet bliver sat på prøve af stofmisbrug, identitetstyveri og ikke mindst en nærdødsoplevelse. Med på bagsædet er filmskaber (og Martins storebror) Emil Langballe. Han har skabt en vaskeægte ‘buddy movie’: En både sjov, ægte og rørende film om et venskab, der bliver stående, når alt andet falder fra hinanden.
Sprog: Dansk
Spilletid: 76 minutter
Om Brøndby:DOX:
Brøndby:DOX er en del af DOX:Danmark, som hvert år samler biografer og kulturinstitutioner i hele landet om stærke filmoplevelser, fællesskab og vigtige samtaler. DOX:Danmark er en landsdækkende udgave af dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX.
DOX:DANMARK er støttet Kulturministeriet, DFI, Danmarks Radio, Spar Nord Fonden, Øernes Kunstfond, Lundbeck Fonden, Novo Nordisk Fonden, kommunernes kulturpuljer samt Udenrigsministeriet og CISU.